”Der var så dejligt ude på landet ...”
Jeg har aldrig boet på landet, og min barndom har heller ikke altid været dejlig.
Jeg har sagt til flere, at jeg vil skrive en bog. Jeg har så meget fra min barndom, ungdom, voksenliv, sygdom som fylder i mit hoved, der er snart ikke mere plads, jeg må have det ned på skrift, så det kan løsne op, kan måske hjælpe andre der er i samme situation som mig.
Jeg blev født i Århus 23.03.1950 som 2. barn ud af en søskendeflok på 3, begge mine brødre er døde. Min far ville have, jeg skulle hedde Karin, efter min fars halvsøsters datter. Det ville min mor ikke, men enden blev, at jeg kom til at hedde Jytte Karin. Min morfar var Kartoffeltysker og min mormor franskmand.
Min egen hukommelse starter da jeg som 4 årig får A-influenza. Jeg kan huske jeg kastede blod op og ud af næsen flød også blod. ”Far jeg dør” – Far: ”Nej det gør du ikke, selvfølgelig dør du ikke”.
Samme år blev min storebror på 8 år taget i rapseri på havnen, og det endte med at han blev sendt på drengehjem i Silkeborg. Jeg var utrøstelig og snakken om ham gik også i min børnehave. Snak og sladder gik den gang (det gør den også i dag), det endte med at vi måtte flytte til Sjælland, København ind på Nørrebro i en vicevært lejlighed. Mor vaskede trapper og far tog sig af de gøremål der var.
Jeg kan huske, at jeg stod og kikkede ind af vinduet i en legetøjsforretning på et dukkekaffestel og en mand kom forbi og spurgte ”hvad kunne du tænke dig”. Han købte det til mig, og jeg gik op til min far og viste ham det. Min far blev tosset, skyndte sig ned, jeg pegede på manden, han løb efter ham og skældte ham ud. Han forklarede, han syntes jeg så så sød ud – jeg fik lov at beholde kaffestellet.
En juleaften hvor vi var hjemme hos min mormor og bedstefar, blev min kusine og jeg bange da nissen rumsterede på loftet. Min storebor sagde: ”Det er da bare onkel der har klædt sig ud som nisse”. Mormor og bedstefar have en fin stue, hvor vi som børn ikke måtte komme ind.
Min mors barndomshjem til venstre (øverst ved mobilview) min fars barndomshjem til højre (nederst ved mobilview).
Bange, - jeg har altid været bange, bange når min mor og far skældtes, det kunne godt gå heftigt for sig. Bange når vi skulle sejle til Århus og tilbage, bange helt op i skoleårene når der blev talt om krig og verdens undergang, kan huske jeg en af gangene satte mig under køkkenbordet sammen med min veninde, bange når der i fjernsynet blev vist film, bange for døden.
Jeg har også haft gode oplevelser, oplevelser jeg kan tænke tilbage med glæde, gået til dans, akrobatik, fået præmier og anerkendelser. Også pussige og lidt ”strenge” oplevelser, som da mor og hendes søstre dansede rundt nøgne kun med rabarberblade foran og bagi, som da en af mine onkler trak et wienerbrød i automaten, ”lavede en lort” på wienerbrødspappet, lagde den ind i automaten og lukkede låget, som da en af mine fætre tissede i de laksko, han havde lejet.
Vi flytter fra Jylland til Sjælland da jeg var 8 år. Vi fik hund, en schæferhund der hed Bamse, jeg kaldte den Ynderbummer. Jeg var rigtig glad for ham, men det blev min mor ikke, da han en frostklar dag, sprang op og hev min mors flotte brune kjole ned fra tørrestativet, og rev det i stykker. Min mor blev skrub tosset, og min far måtte afleverer ham på en gård. Jeg så ikke Ynderbummer siden.
Til min 9 eller 10 års fødselsdag fik jeg en fin ny skinnende rød cykel, jeg blev virkelig glad og stolt. Min far havde købt den på afbetaling, men da han fik brugt pengene på at drikke, måtte han aflevere den tilbage til cykelhandleren igen. Jeg blev meget ked af det, og mor blev stik tosset, gav ham penge, hun havde sparet op, og far måtte gå tilbage til cykelhandleren og få cyklen igen.
Jeg var glad for at gå i skole, fik også rimelige karakterer, – højest i Legemsøvelser (Gymnastik:-) og Orden med sit arbejde, selvom jeg i min Karakterbog fra 8. klasse kan se, at der under Skolens bemærkninger til hjemmet står: ”Af og til savnes en positiv indstilling til skolearbejdet”.
Vores regnelærer havde det med at sige: ”Jeg er rystet” – så da det en dag pludselig røg ud af munden på mig: ”Jeg er rystet” – fik han i den grad rykket i min hestehale.
Til min konfirmation kom min bedstefar ikke, han var syg og døde dagen efter. Min mor og far have ikke mange penge, brugt penge på min konfirmation, så de måtte ”låne” de konfirmationspenge jeg havde fået, for at de kunne rejse til bedstefars begravelse i Jylland.
Jeg gik ud af skolen efter 8. klasse og kom i lære i en trikotage forretning, men da jeg skulle starte på handelsskolen, så sagde jeg op. Jeg var ked af at stoppe, men i skole igen var ikke mig. Jeg havde ikke lyst til at skulle undervises, lave lektier og skulle op til afsluttende eksamen, så jeg starter på en fabrik der producerede papkasser, som jeg skulle samle. For mig gjaldt det om at tjene penge, så da jeg fik at vide, at jeg kunne få mere ved at arbejde på en fabrik der lavede høreapparater, - ja så startede jeg der.
Vi elskede fritiden, glædede os til weekenden, selvom den, set med nutidens øjne, var kort. Startede først lørdag eftermiddag !!! (5-dages skolen blev først indført 01.08.1970, og der skulle gå 4 år mere før erhvervslivet fulgte trop).
Mor og far købte sommerhus i Kulhuse, billede til venstre (øverst ved mobilview), og et par år senere byggede min far selv sommerhus i Grevinge, billede til højre (nederst ved mobilview), med "dyb skakt", så han med håndsving kunne hejse "elevator stol" op med en kasse kælderkolde øl.
Det endte med at blive en helt anden, han (min mand) siger han mødte mig da jeg var 13 år, det kan jeg ikke helt selv huske, men det skulle have være hos ”Is Andersen” i Værløse, som dengang var samlingspunkt for byens ungdom. Vi var sammen i flere omgange, kan huske ham fra skøjtebanen ved Hallen om vinteren, hvor der blev leget ”ta fat”, hvor man skulle holde hinanden i hånden, når man skulle fange de andre. Mor og far syntes om ham. En dag ringede han på hos os, og spurgte min mor om han måtte låne telefonen til at ringe hjem, det syntes jeg var mærkeligt, men mor sagde: ”Selvfølgelig må han det”.
Nogle af hans venner syntes ikke han skulle komme sammen med mig, fortalte ham at jeg havde en strid storebror, som godt kunne komme op at slås, at jeg ikke lige var til at stole på, men han var fast besluttet på det skulle være mig, han blev ikke til at slippe for, vi var sammen hver dag, og når vi gik hjem, så var det første vi gjorde at ringe til hinanden (i vores bryllupssang skrev min svigermor og -far: ... telefonregningen blive det rene vand, – det gælder nok også for familien Ingemann).
Men før bryllupsklokkerne kunne ringe, - havde vi været på natklubben ”Den sorte kat” på Nørrebro i København. Bilen (han havde fået kørekort og bil) en rød Fiat 600, var ikke stor – men åbenbart stor nok til at man i en sidegade på Nørrebro kunne ligge ned, med det resultat, at min far, da han skulle løfte mig over et hegn den efterfølgende nytårsaften, sagde at nu måtte jeg se at tabe mig, jeg havde da godt nok taget på. Men ”taget på” blev ”værre”, og da jeg i en fodgængeovergang fortalte min mor, jeg havde været sammen med ham, så skulle vi op til ”Doktor Sørensen”.
Den var god nok – jeg var gravid. Vores forældre ”accepterede”, jeg syntes vi skulle vente, men han ville giftes, - nu havde han endelig fået ramt på mig, men da jeg var 17 og han 18 år måtte vi have et Kongebrev, før vi kunne blive gift.
Han var blevet indkaldt til soldat 01.05.1968, så vi boede hjemme hos min mor og far det første år. Han arbejdede i et forsikringsselskab, og de hjalp med at skaffe en lejlighed til os på Frederiksberg (kender nogen, som kender nogen...).
Jeg kunne fortælle meget om årene der fulgte, langt de fleste med gode oplevelser – i min nuværende situation ikke noget der trykker og belaster mit hoved.
Vi får barn nummer to en dreng 3 år efter, men så skal der gå 13 år før vi får den tredje og sidste, en pige. Vi havde følt os mærkelige, vi havde altid haft børn omkring os, følte os unge jeg var 33 og han 35 år – så vi blev enige om, at vi godt kunne få en tredje, nu viste vi jo alt om hvordan børn skulle opdrages – men, men, men, allerede da hun var blevet født og lå i sengen på fødeafdelingen, skreg hun, - vi fik noget at se til.
Det der sidder fast i mit hoved er dog ikke de ting, vi selv og hun kunne løse i årene der kom, men den hjælp, vi ikke fik da hun fik Anoreksi.
Det var noget der kom snigende, spiste mindre og mindre, blev tyndere og tyndere, men kunne ikke selv se det. Kontaktede læge, kommunen, familie og venner, hun blev indlagt på Herlev sygehus, men de havde ikke en etableret behandling, blev sendt videre til Odense Universitetshospital, hvor de havde en specielafdeling, men kunne ikke hjælpe, blev sendt tilbage til Herlev sygehus, hvor hun kom op at slås med personalet, videre til Rigshospitalet hvor de rådede os til, at hun skulle flytte hjemmefra, noget som vi havde svært ved, og noget hun ikke selv var interesseret i, men vi gjorde det. Hun fik som 19 årig en lille lejlighed tæt på os, var hjemme hos os tit, lærte langsom selv at styre sygdommen. Er nu 37 år, men der ligger stadig lidt tilbage.
I forbindelse med min graviditet med 2. barn, tog jeg "et bi-job", opsamlede min urin og solgte det til et medicinalfirma. Jeg kan ikke huske, hvor meget jeg fik pr. liter, men for "Tissepengene" købte vi en telefon, så vi ikke længere skulle gå ned til Finsensvej for at ringe. Vores telefonnummer var ikke svært at huske: Fasan 69 69 ;-)
Vi flyttede, og jeg startede som dagplejemor. Efter 7 år startede jeg ved telefonbordet i et stort forsikringsselskab. Vi var 7 i omstillingen, herefter kom jeg i EDB-registreringen, herefter i Brand Skade. Blev gravid med 3. barn. Startede efter fødsel med rengøring på en skole, senere idrætscenter, senere kulturhus/ bibliotek. Gik på efterløn som 60 årig.
Efter 23 år med hormonbehandling anbefaler egen læge, at jeg skifter til Activelle, som er halv så kraftig som Trisekvens og ikke giver blødning. Men nu kommer blødningerne periodisk, og jeg får en henvisning til en gynækolog om fortsat brug af hormonpræparat. Gynækolog anbefaler at prøve med Vagifem. De hjælper mig ikke, nu starter hedeturene op igen. Gynækologen undre sig over at Activelle giver mig blødninger, og hun skriver til mig: ”Det er da utroligt, at du ikke kan lade være at bløde med Activelle! Det er jo ikke til at regne med, når du ikke ved, hvornår blødningen kommer. Så er det næsten bedre, at bløde hver måned og vide hvornår det kommer? Du kan derfor skifte til Trisekevens, jeg sender en ny recept til dig”.
Har det ikke godt med at gå i seng, finder oplysning på nettet, at synet godt kan forsvinde og komme tilbage igen. Vågner næste morgen og kan se normalt. Ringer til øjenlæge, men på ferie, voicemail henviser til 1813, som heldigvis har autorisation til at sende direkte videre til Rigshospitalets Afdeling for Øjensygdomme i Glostrup. Meget professionelt og venligt personale, finder ud af at jeg har haft en blodprop i højre øje. Der er nu et ”lille felt” i mit højre øje, jeg ikke kan se med, men det betyder intet – venstre øje kompensere for det.
Rigshospitalets Afdeling for Øjensygdomme i Glostrup sender mig videre til Herlev Sygehus for at blive udredt. Venter i sengeafsnit med 2 andre efter undersøgelserne. Ind ad døren kommer en læge, ung, sparker døren i med et knald (nok ikke tiltænkt, men det gjorde han), og så får jeg skæld ud, en dame på din alder, 70 år og så tager du hormoner! Jeg blev flov, de 2 andre kunne høre alt hvad der blev sagt, det var slet ikke fair. Han sagde videre, at han ikke ville tage hormonerne fra mig, men bad mig kontakte egen læge.
Egen læge anbefaler at jeg stopper min hormonbehandling.
Hedeture, hovedpine og humørsvingninger starter op igen. Selvom min ”Overgangsalder” startede for 31 år siden, er det åbenbart noget ”man ikke bare kan springe over”.
Finder forskellige rødkløverpræparater på nettet der siges at kunne hjælper. Prøver 3 forskellige produkter uden at de hjælper på mig. Kontakter egen læge 06.04.2021, findes der ikke medicin udover hormoner der kan afhjælpe/ lindre – det gør der ikke!
13.07.21 har det rigtigt dårligt, er svimmel, føler jeg skal kaste op, sidder på sengekanten, min mand henter en spand, men inden han når at komme, kaster jeg op, det er rødt – blod. Ringer til 112, de spørger om det svarer til en kop, det er meget mere, kører med udrykning til Herlev sygehus.
Lægerne kan efter gastroskopi ikke finde hul på mavesæk, men skriver i journal ved udskrivning: ”Din behandling med mavesyre hæmmende medicin virker efter hensigten, og du skal bare fortsætte med dem i 4 uger.”
Egen læge anbefaler dog at jeg skal fortsætte med mavesyre hæmmende medicin (Pantoprazol) resten af livet. Formålet med konsultationen var mine fortsatte problemer med hedeture, hovedpine og humørsvingninger. Det aftales at starte på Activelle igen. Hedeture, hovedpine og humørsvingninger forsvinder, men efter 27 dage kommer blødningerne tilbage og varer i nogle dage, forsvinder i nogle dage, men kommer igen. Aftaler med læge at stoppe. Hedeture, hovedpine og humørsvingninger starter op på ny.
Min mand begynder at journalisere hændelsesforløbet:
16.11.21 skriver til egen læge: Føler mig svimmel flere gange om dagen. I indlægsseddel for Pantoprazol står, hvis tages mere end 3 mdr, er der mulighed for magnesium i blodet falder, kan give træthed, krampe, svimmelhed..... Kan jeg få taget en ny blodprøve/ få checket helbredet? Læge svarer: Det er en god ide.
Pga travlhed/ corona og sygdom i lægehuset kan først få tid til konsultation hos egen læge 05.01.22.
05.01.22 Samtale med egen læge om svimmelhed og hedeture. Aftaler henvisning til gynækolog. Samme dag kontakter gynækolog. Kan først få tid 21.02.22.
13.01.22 Vågner ved voldsom hedetur, svimmel, ubehag og ondt i nakken, føler ben snurrer/ stråler/ følelsesproblemer/prikkende og fornemmes kolde, men er det ikke. Breder sig op i kroppen til armene og brystet. Vejtrækning normal. Anfald ophører, varighed ca 1/2 time.
14.01.22 Læser i Indlægsseddel, at der i afsnittet "Det skal du vide, før du begynder at tage Activelle" står: "Du kan have uregelmæssig blødning eller pletblødning i løbet af de første tre til seks måneder, du tager Activelle". Har en aftale med gynækolog 21.02.22, men kan ikke holde ud at skulle fortsætte med kraftige hedeture og humørsvinger, så aftaler med egen læge at starte med Activelle igen, – ærgerligt at lægen ikke for længst havde informeret om det.
15.01.22 Anfald starter igen, denne gang kraftigere end ovenstående. Svimmel, ryster, ben snurrer/ stråler, breder sig til hele kroppen og har hovedpine. Det er lørdag, ringer til 1813 kl. 10:35. Sygeplejeske spørger til temp = 36.5, om arme, ben kan bevæges frit og kan smile = ja. Vejrtrækning normal. Aftaler tid kl. 11:15 på Glostrup Akutmodtagelse. Ankommer til reception 11:14 i stadig anfald, sygeplejeske tager imod og starter udredning med det samme. Anfald stopper inden EKG bliver taget. Anfald varighed ca 1 1/2 time.
Journal: Blodtryk, puls normal, EKG normal, ingen abnormale negative takker. Mistanke til medicinering. Aftaler tal med egen læge.
17.01.22 Kontakter egen læge. Corodil er taget i mange år, Pantoprazol i 1/2 år (anbefaling fra Herlev oprindelig 4 uger). Konklusion: Indtagelse af Pantoprazol stoppes.
Men det stopper ikke, anfaldene fortsætter.
For at prøve at finde årsag til uro (om det er nerverelateret eller ej) aftales at tage Resolid, 3 piller i 8 dage, 2 piller i 4, 1 pille i 4 dage. Uro i kroppen forsvinder fra 1. dag, og komme ikke igen (nerverelation lidelse kan umiddelbart udelukkes).
21.02.22 Konsultation hos gynækolog. Gynækolog syntes jeg skal skifte fra Activelle til Lenzetto, som er en spray man skal bruge på indre underarm, samme hormon og ca. samme styrke som Activell. Fordelen skulle være, at hormonpræparatet ved spray ikke skal passere leveren før det går i blodet. Jeg prøvede det i 1 måned, men det virkede ikke på mig, hedeture, hovedpine og humørsvingninger startede op igen, så efter endnu en konsultation hos gynækolog blev aftalen at gå tilbage til Activelle igen. Hedeture, hovedpine og humørsvingninger forsvandt. Der kom en enkelt blødningsperiode/ pletblødning i 5 dage 2 måneder efter jeg startede med Activelle på ny, men har intet oplevet siden.
17.03.2022 22 dage efter jeg havde stoppet med at tage Resolid starter anfaldene op igen, men nu begynder jeg også at få ”tankeflimmer”. Vi aftaler at jeg skal tage en kur mere. Uro og tankeflimmer forsvinder fra 1. dag, men kommer igen efter 10 dage. I alt prøver vi 4 gange, med kortere og kortere interval. Resolid er ikke løsningen. Kontakter Lægehuset, men egen læge har ferie, taler i stedet med tidligere læge, der foreslår at jeg skal tage ADHD piller? det forstå vi ikke, og venter til egen læge er tilbage.
Egen læge foreslår at gå over til ”Lykkepiller”, som kan tages resten af livet også p.g.a min nu tiltagende tankeflimmer. Det er hverken min mand eller jeg interesseret i, så vi spørger, kan man få noget som virker som en ”her og nu” nødpille – på samme måde som en hovedpine pille. Lægen forslår Oxabenz, men må ikke tages hver dag og max 3 piller på en dag. De virker, men – anfaldene kommer nu hver dag, så Oxabenz er heller ikke løsningen.
10.05.22 Efter en længere samtale med egen læge aftales at starte på Escitalopram (”Lykke pille”). Lægen forklarer at der er mange patienter der tager dem, at de er tilfredse med dem, at ledere i erhvervslivet kan fortsætte deres erhverv uden problemer, at soldater med PTSD tager dem, oplyser samtidig at den fulde effekt først indtræffer efter 6 uger, og at de skal tages med stigende dosis (10 mg i 3 uger, 15 mg i 3 uger, 20 mg fremover), så derfor skal jeg fortsætte med at tage Oxabenz som nødpille, indtil jeg kan føle at Escitalopram tager over.
jeg får stort set alle de bivirkninger Escitalopram kan give, voldsomme hedeture om natten (Aktivelle kan intet gøre) ved 20 mg vågner jeg med drivvådt hår og natkjole, må skifte natkjole 3- 4 gange om natten, kan ikke holde på vandet, afføring svær at styre, mister lysten til at spise, taber 4 kg, men allerværst er at min personlighed ændres. Det begynder i det små men bliver værre og værre. Min mand har ført notater: Jeg kan ikke huske hvor jeg ligger tingene, kan ikke huske hvordan man slår alarmen til, tror ugedagen er en anden end den er, vasker mit hår med natcreme, kasserer mit tøj, kommer ikke til at gå med det mere, uanset om det er indkøbt for nyligt (ligger tøjet ”i dynger” i et andet værelse/ ikke smidt ud), kasserer alle mine sokker på nær 1. par – jeg går ikke med sokker mere. Min mand spørger hvad så til vinter, jeg lægger mine sokker tilbage igen, i samtale med andre snakker jeg meget hurtigt og skifter emner så den anden part er dybt undrende, kan ikke koncentrerer mig om at læse, køber ugeblade og magasiner men får dem aldrig læst, kan ikke koncentrere mig om at se fjernsyn, går restløs rundt, ved ikke hvad jeg vil, svært ved at lave mad da jeg ikke kan huske de ting jeg normalt har i hovedet, falder umotiveret i søvn, i sofaen, og om natten på toilettet/ på spisestol og falder omkuld og bløder, også når vi er ude hos andre og er ikke til at vække før efter 1 time, handler ind køber ting jeg slet ikke har brug for, vi har det rigtigt svært - min mand forsøger at stoppe mig i mange ting som jeg vil, så det ender ofte i voldsom diskussion og gråd.
Jeg skal bare ud af de piller – nu kan det ikke gå stærkt nok. Jeg ville have mit liv tilbage, - men det må jeg ikke – det kræver lang nedtrapning: 3 uger på 15 mg, 3 uger på 10, 3 uger på 5 mg. Ved skift til 15 mg forsvandt svedeturene om natten, først ved skift til 5 mg begyndte min personlighed at rette sig fortryder at jeg ville kasserer mit tøj og begynder at lægge tøj tilbage fra ”dyngerne” fra det andet værelse, taler stadig meget, men ved nu at jeg gør det – prøver på at udgå det.
Pillerne tog virkelig hårdt fat i mig, og selvom jeg stoppede 05.09.2022, gik det kun langsomt fremad. Det har været en positivt ting for mig, at min mand, min familie og mine venner løbende har kunnet fortælle mig, at der var fremskridt. Her i skrivende stund 15.10.2022, ca. 1 måned efter sidste pille føler jeg, at jeg næsten er mig selv igen. Derfor min historie, jeg tror at ved at få det ned på skrift, fortælle det til alle, at det vil løsne op i mit hoved, og give plads til nye oplevelser.
Samtidig med mine pille-problemer opstår der pludselig et nyt problem. Jeg begynder at kunne høre melodier i venstre øre og støj og susene i højre øre. Det startede med: I en kælder sort som kul. Den kom flere gange om dagen. Senere var det: Ved landsbyens gadekær, men også mange andre gamle danske melodier ”opstod” i mit øre.
Min mand prøvede at Google det, Musikøresyndrom er en hallucination, en form for Tinitus. Den er ikke en psykiatrisk, men en auditiv lidelse, der drejer sig om melodier eller musik, folk opfatter, på samme måde som tinitus. Dette syndrom kan opstå i et forsøg på at kompensere for et eventuelt høretab. Brug af høreapparat ser ud til at dæmpe eller helt fjerne lidelsen.
Jeg hørte ikke så godt, har ikke villet gå med høreapparater, men igennem årene blev det blevet værre og værre. Besluttede mig og fik i september høreapparater. Det var ikke så svært at vende sig til, som jeg havde troet. Det har været en positiv oplevelse, pludselig at kunne høre ”nye lyde” som, vind, regn, støj fra bildæk – da vi kørte hjem efter udleveringen. Melodierne i mit venstre øre er ikke helt ophørt, men der kan gå dage før de kommer.
Jeg vil også gerne fortælle om mine holdninger/ hvad jeg mener om forskellige emne. Jeg vil starte med:
Jeg har ikke skabt det danske samfund – det har mine forfædre.
Folk der flygter til Danmark har ikke skabt det samfund de flygter fra – det har deres forfædre.
Jeg er stolt over at mine forfædre skabte det danske samfund. Det jeg kan gøre, er at kæmpe for at mine børn, børnebørn, oldebørn, tipoldebørn .... også skal være stolt over at leve i et frit, trygt, demokratisk land.
Folk der flygter til Danmark skal ikke have lov til at ændre det danske samfund. Hvis de vil Danmark, så skal de efterleve de danske normer.
Jeg støtter til fulde Pia Kjærsgård og Inger Støjbjerg, jeg mener de har helt de samme synspunkter som mig.
Et udtryk for manglede empati eller misundelse, uanset hvad er mobning helt uacceptabelt.
Værst er det når det går ud over børn, men selv vokse kan få det rigtigt svært. Jeg er selv blevet mobbet som barn, og i fjor som 72 årig – utroligt det aldrig holder op.
Folk er ikke ens. Jeg respektere folk som de er, og ønsker også andre skal respektere mig som jeg er.
Det skal ikke gå ud over den enkelte. Rig som fattig skal have holdt tænderne i orden på samme måde som øvrige organer. Det skal være gratis at gå til tandlæge.
Drikker du? – drug kultur!.
Filmen Drug beskriver på sin vis fint min holdning. Misbrug er en belastning for en selv og for samfundet. Fordi man til aftensmaden drikker vin eller øl, er man efter min mening ikke dranker, - men det er alle åbenbart ikke enige i. En af gangene jeg var på hospitalet, skulle jeg pludselig have en indsprøjtning. Jeg spurgte hvad det var og fik svaret: Det er B-vitamin, det giver vi alle der drikker. Når man drikker, har man ofte B-vitamin mangel, - jeg blev helt paf.
Ja, - på spørgsmålet om jeg ryger, og om jeg drikker, svarede jeg ja til begge – og på spørgsmålet om hvor meget jeg røg, svarede jeg: ca 15-17 stk, og hvor meget jeg drak, svarede jeg: lige som andre. Det tog hospitalet åbenbart som at jeg er ”alkoholiker i en eller anden målestok”.
Misbrug er en belastning for en selv og for samfundet. Vin, øl til festlige lejligheder, til mad er efter min mening ens egen beslutning, skader ikke samfundet.
Ja så kan jeg også lige tage rygning med. Ja, - jeg ryger og har gjort det siden jeg var 14 år. Belaster det samfundet, - indtil dato nej – og håber det fortsætter sådan.
Jeg ved godt, at det som ved alkohol er noget samfundet ser ned på, men jeg mener, det er en privat sag om man ryger eller ej.
Hvis det var forbudt som ved stoffer, så var det en helt anden sag. Køb af cigaretter er tilladt, og så burde det være op til den enkelte om man vil eller ej.
Prisen for en pakke er tillagt afgift, og indpakningen er ”udsmykket” med billedere og tekst, som skal få folk til at afholde sig for at starte med at ryge. Men hvad med os der ryger, jeg vil gerne have lov til at købe mine Grønne Look ”med solskin på”, men det kan være jeg er helt ude at trit med tiden – det næste er måske en Grøn Tuborg, der fremover skal være sort med døde mennesker på.
Det er ikke kun mænd der Ikke kan holde fingrene for sig selv, kvinder kan heller ikke altid.
Efter jeg er begyndt at skrive om mig selv, kan jeg mærke det hjælper, jeg får luft og tankerne bliver lidt lettere at styre, men jeg føler, jeg må have mere ned på skrift.
Min mor døde 16.06.2020, men fik jeg/ vi gjort det rigtige i den sidste tid op til hendes død?
Jeg har altid elsket min mor og min far. Da jeg i sin tid fortalte det til min kæreste, senere mand, sagde han: Man kan da ikke elske sin mor og sin far, – well vi har i mange situationer været modsætninger, men som han tit har sagt, så frastøder magneter to sydpoler og to nordpoler, hvorimod en sydpol og en nordpol tiltrækkes af hinanden, det er nok derfor vi stadig er sammen.
Jeg kan huske mange ting om min mor, jeg kan næsten stadig fornemme luften og duften omkring mig, når hun cyklede med mig foran til børnehaven, og fortsatte til kikse fabrikken hvor hun arbejde.
Børnebørnene skrev en sang til hendes 80 årsfødselsdag (hun blev 91 år), den fortæller meget rammende om hvem hun var.
Min mor døde ikke af corona, men døde hun fordi vi ikke fulgte godt nok op på hjemmeplejen?
Hun kom hjem fra hospitalet 28.05.2020. Billedet nedenfor er taget 28.05.2020 kl 18:30, det sidste billede vi har af hende.
Hun fik bevilget 4 daglige besøg af hjemmeplejen, herunder sikre at hun fik noget at spise og drikke, men det oplevede vi flere gange ikke fandt sted.
Vi påtalte at morgenmaden stadig stod der, når vi kom om eftermiddagen, at aftensmaden ikke blev serveret, men fik beskeden at hun ikke havde spist op/ at der var gået noget galt med vagtplanen, at hun sagde hun ikke var sulten, påtalte også at vi flere gange fandt hende siddende i sin stol med driv våde bukser/ trusser, – læderet på stolen revnede til sidst, og vi måtte købe en ny stol til hende, kort før hun døde.
Vi overvejede om vi skulle opsætte videoovervågning, vi gjorde det ikke – var før TV2 Dokumentaren der afslørede svigt i ældreplejen.
Tilsidst nægtede hun at spise, spiste kun når vi var der, fik af lægen bevilget proteindrikke, men heller ikke det lykkedes. Hjemmeplejen sagde, hun slog ud efter dem, at hun var svær at styre. Hun blev svagere og svagere, kunne ikke tage næring til sig, kunne ikke tale, lå forvreden i sengen, - forfærdeligt syn, vi kunne kun se magtesløs til, børnebørnene sang en dag for hende og spillede gamle melodier. Da de skulle til at gå hjem, talte de med hjemmeplejen, om en natsygeplejerske skulle komme for at overvåge hende, - så var hun sovet ind.
Ja -, hun var op i årene, hun ville selv bestemme – og gjorde det, men da vi efterfølgende stod udenfor lejligheden, sagde en fra hjemmeplejen, - Hun røg også meget, sagde det medens hun selv røg. Det var simpelthen for meget.
Jeg har ingen beviser, men vi købte et karton cigaretter ad gangen til hende, syntes af og til at de forsvandt for hurtigt, om hun har foræret dem væk eller? kan jeg ikke sige.
Jeg syntes ikke forløbet har været OK, jeg syntes det er ganske forfærdeligt.
Tak for hjælpen skat med at få mine tanker skrevet ned. Jeg elsker dig
Efterskrift 12.02.2024
Det er nu snart 1½ år siden jeg forsøgte at tømme mit hoved for problemer, spekulationer og ”tusinde tanker” ved at lægge dem på nettet. Blev alt løst, - fik jeg alt ud af hovedet?
Det hjalp mig virkelig ”her og nu”, men jeg slap ikke helt for at gå i ”tanke-selvsving”. Specielt om natten fik jeg ikke sovet meget, og jeg måtte tilsidst kontakte lægen 17.11.2022, som ordinærede mig at tage Quetiapin 1 pille 25 mg dagligt ½ time før sengetid.
Quetiapin er ikke en ”sovepille”, men den fik mig til at slappe af, så jeg kunne sove (ofte igennem).
Jeg har ikke mærket bivirkninger, men en pille er en pille så jeg har forsøgt nedtrapning flere gange for at slippe dem. Første gang 29.09.22, men da jeg 19.10.22 var kommet til ½ pille hver anden dag, følte jeg måtte op på ½ pille hver dag. Forsøgte 31.10.22 med at skifte med ¼ pille en dag og ½ næste dag, men måtte pga. flere udfrakommende problemer igen gå op på 1 pille.
Jeg har stadig mod på helt at stoppe, i skrivende stund tager jeg ½ pille hver dag J
Jeg er blevet stærkerere, min selvtillid er kommet tilbage, men jeg kan ikke sige mig helt fri for at blive stresset. Det påvirker mig, og er nok den egentlige årsag til at jeg ikke kan slippe Quetiapin.
Jeg har altid været en hønemor overfor mine børn, nu ved jeg de må klare sig selv, hjælpe og støtte hinanden.